februar 15, 2024

Ugens vinderspørgsmål fra Emil : Hej Eva Jeg har 2 millioner kr, som jeg går og er lidt i tvivl, hvordan jeg skal investere. Så jeg vil gerne høre om du måske har nogle bud, på nogle profitable aktier.

Hej Emil
Først vil jeg sige tak for dit spørgsmål til mig, men jeg er ikke helt sikker på, at du vil kunne lide mit svar For det vil være; ”It depends…” eller på dansk; ”det afhænger af så meget…”.

Jeg er ikke godkendt til at give dig investeringsrådgivning og det lyder måske som om det er det du efterspørger, så der kan jeg ikke hjælpe dig. Men selv en godkendt finansiel rådgiver, vil nok mene du skal være lidt mere klar, inden de kan rådgive dig. Og det kan jeg også hjælpe med – altså blive mere klar.

Til at starte med, så skal du vide at ingen kan give dig bud på profitable aktier – for ingen ved hvilke aktier, der vil være profitable (heller ikke den professionelle og godkendte rådgiver). Derfor kunne jeg godt tænke mig, at du tænker dig rigtig godt om, inden du investerer dine 2 millioner i aktier. Her er nogle af de ting jeg mener du bør overveje, før du køber så meget som en enkelt aktie – for jeg er ikke sikker på, at det er det rigtige for dig.

Du skriver selv at du er i tvivl om hvordan du skal investere – det kunne derfor tyde på, at du skal overveje nogle helt fundamentale ting inden. For at blive afklaret mener jeg du bør besvare følgende spørgsmål.

Hvad skal penge bruges til og hvornår skal du bruge dem?

Det er essentielt at du forholder dig til din tidshorisont og risikovillighed. 2 millioner er mange penge for de fleste danskere og hvis det også gælder dig, så start med at find ud af hvornår du skal bruge dem og hvor vigtigt det er, at du får pengene igen – og med positivt afkast.

Er du interesseret i bæredygtige investeringer?

Nu er jeg ekspert i bæredygtige investeringer, så jeg ville også spørge ind til dine holdninger og værdier – for de kan bruges til at lægge en investeringsstrategi for bæredygtige investeringer. Du kan evt. læse mere i min bog; Investér bæredygtigt, som du vist også kan vinde hos Aktiedysten.

Hvordan vil du gerne have din samlede portefølje skal se ud?

Til sidst ville jeg mene det kunne være godt for dig at bygge din portefølje op, inden du køber. Da du allerede har pengene, så kan du dele beløbet ligeligt på 10-20 aktier og finde selskaber, du gerne vil have i din portefølje. Her er det vigtigt at have spredning over geografi, størrelse og sektorer. Når du gør det på den måde, så kan du have få aktier i et selskab og mange flere i et andet selskab, fordi aktiekursen er forskellig. Men du sikrer dig at du er mere ligeligt fordelt, hvis du går efter et fast beløb, fremfor antal.

Jeg håber din tvivl vil være mindre, hvis du besvarer spørgsmålene og dermed bliver mere klar på hvad du gerne vil investere i. Det er dine penge og dermed dit ansvar og derfor kræver aktieinvestering, at man sætter sig lidt ind i tingene. Det er måske ikke det svar du vil have, men jeg håber du kan se min pointe – jeg kommer aldrig til at liste en række aktier og jeg må heller ikke lave købsanbefalinger og det er heller ikke det du skal følge.

Afslutningsvis vil jeg sige til dig at du aldrig skal investere efter hvad andre siger – de professionelle rådgivere kan også tage fejl og tager dig godt betalt og de penge kunne jo arbejde for dig i aktiemarkedet

Go’ fornøjelse!
Eva

Hvad er du nysgerrig på?

Hvad sker der på markedet lige nu, hvorfor falder den aktie så meget og hvad er den næste store trend? Eller vil du bare gerne vide, hvordan man kommer i gang med det der investering? 

Hver uge kan du stille lige nøjagtig det spørgsmål der undrer dig, eller du kan stemme på et af de spørgsmål der allerede er blevet stillet.

Vi venter spændt på dine spørgsmål!

Læs også: