Hvem kan lægge den klogeste strategi og få det største afkast ved at investere 1.000.000 kroner i aktier? Dét har skoleklasser over hele landet konkurreret om i Skolernes Aktiedyst, som arrangeres af Sydbank og Aktiedysten. Pengene er fiktive, men kurserne er rigtige og følger virkelighedens aktier.
De næsten 4000 deltagende elever har i løbet af konkurrencen lært om aktieverdenen og sat sig ind i de mange overvejelser, man bør gøre sig, når man skal investere. Hvor høj risiko skal man løbe? Hvad er spredning? Hvad laver de selskaber, man kan købe aktier i? Formålet med konkurrencen har da også været at øge elevernes forståelse for økonomi set gennem aktier. Det har en lang række eksperter fra Sydbank hjulpet med, når de har besøgt klasserne rundt i hele landet.
“Det kan have stor betydning for ens økonomi, at man kommer tidligt i gang med at spare op, og at det sker med omtanke og på et oplyst grundlag. Der findes meget usaglig information og mange risikable råd, særligt på nettet, og vi mener, det er vigtigt at give unge mennesker en seriøs og fagligt solid introduktion til det at spare op, fx ved at investere i aktier,” siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
De fem klasser, der efter en måneds køb og salg af aktier havde det største afkast, kvalificerede sig til finalen. Hér har de fem klasser redegjort for deres strategi og en jury bestående af aktieanalysechef Jacob Pedersen, Pernille Oldgaard (Moneymum.dk) og Anders Frandsen (Penge med Anders) har vurderet elevernes svar, ikke mindst forholdet mellem risiko og afkast, etiske overvejelser og spørgsmål om bæredygtig investering.
Og vinderne af finalen og dermed præmien på 10.000 kr. til klassekassen blev 8.A. på N. Zahles Grundskole i hjertet af København. Klassen, som i konkurrencen kaldte sig “Chancen eller ambulancen”, havde fået det næsthøjeste afkast blandt alle de deltagende klasser og klarede sig herefter bedst i finalen, hvor eleverne skulle vise, at de har lært noget af konkurrencen.
“Klassens analyse af aktier har været velovervejet, og de har sat sig grundigt ind i markedet og de enkelte virksomheder, når de har truffet deres investeringsbeslutninger”, siger juryens formand Jacob Pedersen.
“Desuden har de købt mange forskellige aktier og dermed spredt deres risiko. Endelig er det imponerende, at klassen har skabt et højt afkast ved primært at investere i robuste aktier, som har forholdsvis lav risiko.”
Torsdag d. 25. april blev den vindende klasse overrasket med konfetti, pokal og check, da finalen blev afgjort ved et landsdækkende webinar, som blev sendt fra Sydbanks hovedsæde i Aabenraa. Her blev der også transmitteret fra de deltagende klasser: 8.c fra Bjerringbro skole, 9.b på Sophieskolen fra Nykøbing Falster, 8.c på Langsøskolen fra Silkeborg og Hedegårdsskolen fra Ballerup, som endte på konkurrencens andenplads.
Og der var naturligvis stor jubel hos vinderne. “Vi er super glade”, siger Lauge fra 8.A på N. Zahles Grundskole. “Det var sjovt at lave noget i fællesskab, som vi ikke laver til dagligt”.
Noa er også glad for sejren og tilføjer: “Det var godt at lære noget som vi kan bruge når vi bliver voksne”
Præmien på 10.000 kr til klassekassen blev uddelt af Sydbanks filialchef på Kgs. Nytorv i København, Kristian Rasmussen. I løbet af konkurrencen er han en af de eksperter, der har været gæsteunderviser i nogle af de mange deltagende klasser.
“Det har været skønt at være ude og møde alle de unge mennesker og mærke den energi, de har lagt i at prøve at investere”, siger Kristian Rasmussen. “De har været nysgerrige på de ting, de ikke vidste. Jeg er meget glad for at vi kan være med til at hjælpe unge mennesker til at få et indblik i hvordan man investerer. Når de en dag står i situationen, hvor de skal til at spare op, så har de hørt begreberne før og de har måske også stiftet bekendtskab med faldgruberne. Det er jeg glad for at vi har kunne bidrage med fra Sydbank.
Filialchefen lægger ikke skjul på, at det var en fest at overrække præmien.
“Jublen smitter. Da eleverne rakte hænderne over hovedet til holdfoto, kunne jeg ikke lade være med at juble med”.
Kristian Rasmussen – Filialchef, Sydbank Kgs. Nytorv
Om konkurrencen
Ny læringskonkurrence i Danmark for 7.-10. klassetrin. – Økonomisk dannelse og ansvarlighed på skoleskemaet. Gratis deltagelse, interaktiv læringsplatform, spilbaseret undervisning, omfattende lektionsplaner med lærervejledning, gæstelærer fra finanssektoren på skolen, opfylder faglige mål i matematik og samfundsfag.