april 20, 2022

Skrevet af Jonas Holm Jakobsen

Inden længe kan du se frem til en blogserie om First North, skrevet af stifterne bag firstnorthaktier.dk,Jonas Jakobsen og Mikkel Petersen. Vi har taget en snak med Jonas om hvem de er, hvordan han kom i gang med at investere og hvorfor det er vigtigt at unge investerer.

Aktiedysten.dk ved vi at det kan være populært for mange brugere at kigge mod selskaber, hvor volatiliteten og risikoen, kan være højere end på mere etablerede virksomheder som Novo Nordisk og Vestas. Her er du måske stødt på navnet ”First North” når du snakker med aktievennerne eller surfer rundt på nettet, for at finde emner til din portefølje. Men hvad er First North egentlig, hvad betyder det for dig som investor, både her på aktiedysten og på det virkelige marked.?

Det får du svaret på nu, hvor vi er meget glade for at kunne præsentere en kommende blogserie med stifterne af firstnorthaktier.dk. Her vil de gøre dig klogere på First North og hvorfor det ville være et godt sted at kigge når du skal finde den næste raket til din portefølje, når du gerne vil vinde i aktiespillet mod dine venner eller bare gerne vil dykke mere ned i emnet.

Stifterne af www.firstnorthaktier.dk og Unge Investorer – Til venstre Mikkel Ejlersen Petersen og til højre Jonas Holm Jakobsen

Som optakt til blogserien har vi taget en snak med Jonas Holm Jakobsen, for at blive lidt klogere på, hvem de er, hvordan kom de i gang med at investere og hvorfor er det en god idé at starte i en tidlig alder med at investere.

Mikkel og jeg er hhv. 21 og 20 år gamle, og er to helt almindelige unge mænd med stor interesse for aktiemarkedet. Mikkel kommer fra en lille by ved navn Farsø, og jeg kommer fra Lemvig. Tilbage i 2019 stiftede vi Unge Investorer, som i dag er et af de største online fællesskaber inden for investering.

I slutningen af 2020 stiftede vi et nyt community kaldet First North Aktier, hvor vi fokuserer på virksomheder noteret på minibørserne.

Hvordan kom du i gang med at investere, og hvad er den vigtigste læring du har med i tasken?

Jeg købte mine første aktier, da jeg var 12 år gammel. Det gjorde jeg i samarbejde med min far og farmor, hvor vi indtil jeg fyldte 18 havde en lille ”investeringsklub”, hvor vi hyggede os med at investere. Aktier har derfor altid været mere end bare en økonomisk interesse for mig, det er en hobby, hvor man kan fordybe sig.

“Bare ved at have benyttet en anden handelsplatform, kunne vi havde sparet omkring 2k kroner alene i kurtage

Da jeg begyndte, vidste jeg ikke en fløjtende fis om aktier, hvilket var meget befriende, når jeg tænker tilbage på det. Jeg lærte alt med ”learning by doing”-princippet. Bare ved at have benyttet en anden handelsplatform, kunne vi havde sparet omkring 2k kroner alene i kurtage – det var mange penge med de beløb, som vi handlede for. Derfor er mit bedste råd, at springe ud i det. At man ikke har helt styr på skattereglerne, handelsplatforme eller lignende, betyder ikke det store – det kommer hen ad vejen.

Du er også med i Facebookgruppen Unge Investorer – Aktier & Investering”, som har til formål at få flere unge til at interessere sig for investering og formuepleje. Hvorfor er det vigtigt at sætte fokus på?

Unge har en helt unik fordel på aktiemarkedet. Tid er guld på aktiemarkedet, hvorfor det giver sig selv, at unge har bedre forudsætninger på aktiemarkedet end en mand/kvinde på 50 år. Jeg tror, at mange har følt, at aktiemarkedet kun har været for folk med X antal kroner og et vis vidensniveau. Det håber jeg, at Unge Investorer har været med til at ændre på. Investering er for alle ligegyldigt køn, alder, politisk overbevisning og etnicitet.

Test
*Dette er kun et eksempel, husk der er ingen garanti for 7,5% i rente hvert år.

Der er mange lærere, der bruger Aktiedysten til undervisning, har du et godt råd til dem når de sætter investering på skoleskemaet?

Aktiedysten er et vidunderligt undervisningsværktøj. Jeg har selv draget mange paralleller til investering i mange af mine skoleopgaver. Jeg har bl.a. kigget på Vestas og sammenlignet politiske tiltag med aktiens reaktioner, og i min SOP på gymnasiet skrev jeg i IØ og Psykologi med temaet: Aktiemarkedet og de nye investorer.

Jeg tror en af nøglerne til at kombinere undervisning og investering, er at gøre det relaterbart.

Jeg tror en af nøglerne til at kombinere undervisning og investering, er at gøre det relaterbart. Der findes hundredevis af børsnoterede selskaber, som man kan tage udgangspunkt i, som de fleste unge kender. Hvorfor ikke lave et projekt i samfundsfag eller IØ, hvor eleverne agerer investeringsrådgivere og læreren agerer normal kunde, og har x antal kroner at investere for?

I driver hjemmesiden firstnorthaktier.dk – Hvordan kom I i gang med det?

Jeg var forinden oprettelsen af First North Aktier ansat som Content Manager hos et lignende koncept. De måtte dog desværre lukke ned, og eftersom jeg godt kunne lide at arbejde med disse små selskaber, valgte Mikkel og jeg at stifte First North Aktier.

Der kommer en blogserie her på Aktiedysten, hvor man kan lære endnu mere om First North markedet. Hvad kan læserne se frem til?

Jeg vil mene, at First North er det perfekte sted at kigge, når man skal investere for fiktive penge i et aktiespil. Det vil jeg forklare nærmere i et af mine blogindlæg. Samtidig vil jeg forsøge at bringe et nuanceret billede af First North, som det seneste tid har været hårdt ramt, efter en række selskaber ikke har levet op til de vækstmål, som de præsenterede ifm. deres børsnoteringer. Positivt er det dog, at størstedelen af børsnoteringerne i 2021 er on track på deres vækststrategi.

Hvis du generelt synes investering med høj risiko er spændende, vil jeg helt klart anbefale at læse de kommende indlæg om First North. Gør du dit forarbejde ordentligt, kan du potentielt finde den næste kursraket. Rammer du omvendt forkert, kan du gå hen og miste hele dit investerede beløb.

Glæd dig til blogserien – Vi håber du vil læse med.

Om det er til dit næste aktiespil, på det virkelige marked eller du gerne vil undervise i investering, så håber vi at du med blogserien, kommer til at få en meget bedre forståelse og inspiration af First North og de muligheder, der ligger her.

www.firstnorthaktier.dk, kan du lære meget mere om investering og virksomheder på First North. Så start din investeringsrejse i dag, udfordrer vennerne og glæd dig til den kommende blogserie om First North.

Læs hele serien om First North

Aktieudtryk brugt i dette indlæg

  • Aktier: En aktie er et værdipapir du køber, for at få en ejerandel i en virksomhed. Herefter kan du få finansiel udbytte fra virksomheden.
  • Børsnoterede selskaber: Virksomheder der er ejet via aktier, som frit kan handles på en børs
  • First North: En børs, hvorfra man kan handle aktier i ofte mindre selskaber
  • Handelsplatforme: Der hvor man køber og sælger aktier.
  • Investor / Aktionær: En person der køber aktier og værdipapirer på aktiemarkedet.
  • Kursraket: Et udtryk man bruger om en aktie der er steget meget.
  • Minibørs: En børs, hvor du kan handle aktier der endnu ikke er store nok til at være på en hovedbørs
  • Portefølje: En slags digital dokumentmappe, hvor dine værdipapirer opbevares.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}